Udeliv

    I Mariehønen prioriterer vi udelivet højt.

    Vi er på legepladsen hver dag.

     

    Vedr. vuggestuen:

    Børnene er ude alle dage vejret tillader det. Dog tilbringes meget mere tid ude i sommerhalvåret end om vinteren. De ældste vuggestuebørn leger jævnligt på børnehavens legeplads hvor de besøger børnehavens yngste børn - dette med henblik på at lette overgangen mellem vuggestue og børnehave.

     

    Vedr. børnehaven:

    Som udgangspunkt er de små børnehavebørn/sovebørn ude om formiddagen. Her er der plads og rum til fordybelse og udfordringer uden indblanding fra de større børn. De små bliver mere modige når der ikke er store børn der drøner rundt, de bevæger sig ud på hele legepladsen, undersøger krattet, udforsker tarzanbanen på deres niveau, de får "lov til" at cykle og køre på moon cars i deres eget tempo, de klatrer i træer og graver huller, gynger "vildt" og får mulighed for at lave alle de ting som kan være sværere at komme til når de store børn også er der.

    Der er selvfølgelig altid mulighed for de større børn at komme ud også om formiddagen, fordi der er voksne på legepladsen.

    Tusindbenene må altid gerne komme ud uden en voksen, efter aftale med en Tusindbens-voksen. Børnene skriver sig på en seddel ved pulten og streger sig ud når de kommer ind igen. Det er altid en vurderingssag hvor mange og hvilke børn der er ude alene på legepladsen.

    Der er som regel en eller flere grupper der spiser frokost på legepladsen (dog ikke om vinteren).

    Efter frokost går alle de større børn ud. Vi er ude et par timer, afhængig af vejret er vi ude indtil vi har spist eftermiddagsmad.

    Eftermiddagsmåltidet serveres ca. KL. 14.

    I sommerhalvåret bliver børnene ude til min. KL. 16. På dage hvor måltiderne spises ude er mange børn ude det meste af dagen.

    Der er mange muligheder for forskellig leg på legepladsen. Børnene leger regellege f.eks. "alle mine kyllinger", spiller fodbold, leger "far, mor og børn" i legehusene og i krattet. Der bliver bygget huler, gravet huller til fælder, leget med vand og mudder, kører på cykler og moon cars hvor der leges politi og røvere, racerløb, ambulance og Falck, arbejdsmænd, der er kagebutikker og is-kiosker, der findes insekter og de passes og plejes. Sanserne bliver udfordret og stimuleret på gynger, hvor de gynger en eller flere sammen, på Tarzanbanen styrkes balance, styrke og mod, der rutches på rutchebanen både ovenpå og indeni, der smages på bær og leges at der laves mad eller sminke. Der bliver også læst bøger og tegnet tegninger på legepladsen, sunget sange, lavet rim og remser. I perioder laver vi bål og har ønske om at arbejde mere med bålmad. Mulighederne er mange og børnenes fantasi er stor og bliver stimuleret yderligere i kraft af de mange muligheder vi har på legepladsen!!

    Men udeliv er også projekter og ture ud af huset. Efterårsmånederne september, oktober og november har budt på mange forskellige ting. Der har været fredagsløb hver fredag-formiddag indtil efterårsferien. Vi har været på Gadkærgård til høstmarked, spotlightfestival, som bød på rollespil i skoven for Tusindbenenes vedkommende. Ture ud i det blå hvor vi udforsker lokalmiljøet, Tusindbenenes cykelprojekt hvor børnene har været ude på cykel hver formiddag i halvanden uge afsluttet med 10 km på Bindeballestien, hvor en gruppe 4-årige var med og hyggede sig ved Haraldskær. Der har været Dragedag i inst. Gaia for de mindste Græshopper og Brumbasser, motionsløb for alle børn fredagen før efterårsferien og Tusindbenene har haft lange gåture til fødselsdage.